Er RPA ved at blive it-folkets svar på gaffatape?
RPA-robotter (Robotic Process Automation) er et rigtig godt valg til mange opgaver. Desværre oplever jeg oftere og oftere, at RPA-robotter opfattes som it-folkets svar på den gaffatape, der kan binde applikationer og systemlandskaber sammen i effektive og automatiserede processer.
RPA er softwarerobotter, der kan bruges til at automatisere gentagne, manuelle og regelbaserede processer – på en måde der svarer til, at RPA-robotten kan imitere et menneske. Når man udfører opgaver i en it-løsning ved hjælp af en brugergrænseflade, så er RPA helt perfekt. Det er, hvad RPA blev opfundet til, og der er næppe en bedre måde at løse det på.
Men det er en fejl at tro, at RPA-robotter kan binde forretningsprocesser sammen og automatisere dem på tværs af systemer og platforme.
Forretningsprocesser på tværs af systemer og platforme
Alle virksomheder har forretningsprocesser og it-systemer, der forhåbentligt understøtter det daglige arbejde ved at automatisere arbejdsgangene. I de fleste virksomheder vil man sikkert også kunne nikke genkendende til, at man må anvende flere og forskellige systemer hver dag. Hver især implementerer systemerne en masse automatisering inden for systemets kernefunktionalitet.
Ønsket om sammenhængende, automatiserede og effektiviserede forretningsprocesser er ikke nyt.
I 90erne forsøgte SAP at lave ét system, som kunne omfavne hele virksomheden og dermed alle virksomhedens processer – fuld automatisering. I dag er alle vist enige om, at det ikke lykkedes.
Men når løsningen ikke var at samle alle processer og systemer i ét system (SAP), og når løsningen heller ikke er at tape systemer sammen ved hjælp af RPA – hvad er løsningen så? I en hverdag og virkelighed, hvor virksomheden har adskillige it-systemer – nogle gange hundrede af systemer (microservices) – købt til et bestemt formål eller egenudviklet, og hvor forretningsprocesserne oftest spænder over flere systemer?
Fuld procesautomatisering med ”Hyperautomation”
Når det kommer til fuld procesautomatisering, så kræver det flere værktøjer, hvilket Gartner forsøger at forklare med begrebet “Hyperautomation” i 2020:
“As no single tool can replace humans, hyperautomation today involves a combination of tools, including robotic process automation (RPA), intelligent business management software (iBPMS) and AI, with a goal of increasingly AI-driven decision making.”
I det store automatiseringsbillede spiller RPA altså en vigtig rolle for at fuldføre dele af en forretningsproces. Andre dele kan stadig udfyldes af mennesker, (micro-)services, IoT-enheder eller AI-/ML-komponenter. Det kunne fx være en kombination af data fra logninger i diverse applikationer og manuelle observationer, og over til en vurdering af de mest hensigtsmæssige handlinger og processer, som opfylder virksomhedens mål og strategi.
Resultatet af disse optimerede og ønskede processer kan være, at en RPA-robot udfører delområder, men typisk vil det være, at den primære arkitektur baseres på integrationer.
Digitalisering af forretningsprocesser efter BPMN-standarden
Og det er lige præcis her, at BPMN (Business Process Model and Notation) har sin styrke og berettigelse i forhold til at kunne holde styr på processen på tværs af flere systemer, og samtidig give overblik og kontrol: Nemlig i komplekse it-landskaber, hvor fuld procesautomatisering kræver hyperautomation.
BPMN er en standard og tankegang, der kan drive en forretningsverden sammen med it, og resultatet er en fælles forståelse. Dermed understøttes de strategiske og forretningsmæssige styrker i en virksomhed både i virksomhedens it-arkitektur og i virksomhedens drift.
Når firmaets DNA på den måde føres ud i it-arkitekturen og i den daglige udførsel af forretningsprocesserne, fører det til forbedringer af virksomhedens arbejde og organisationens modstandsdygtighed (resilience) over for udfordringer i omverdenen.
RPA-robotter og BPMN supplerer hinanden
Nøglen til automatisering hele vejen – på tværs af mennesker og systemer – er orkestrering, og her passer RPA perfekt ind. Ikke som gaffatape, men som en brik i et puslespil.
Camunda er en stærk BPMN-platform, der kan orkestrere processerne, uanset om de involverer mennesker, (micro-)services, IOT-enheder, AI-/ML- komponenter eller RPA-robotter. Et underliggende process map/BMPN-diagram kan danne udgangspunkt for overblik, mål og data-opsamling omkring processens daglige driftsmæssige tilstand.
Tag fat i en af os fra Openminds, hvis vi skal hjælpe dig med at få kombineret det bedste fra RPA og BPMN i en og samme løsning, og få brikkerne på plads.