Openminds er virkelig dygtige til at forstå sammenhænge og binde systemer sammen
Samarbejdet mellem forsikringsselskabet IEC og Openminds startede med et enkelt projekt i 2016. Ret hurtigt derefter blev Openminds en del af IEC’s interne arkitekturgruppe, der står bag IEC’s transformation til et virtuelt udviklingshus.
”Jeg gemmer stadig det interne notat, jeg lavede om, at vi ikke skulle samarbejde med Openminds, fordi de var for små, og fordi de ikke kunne stille med en projektleder,” indleder Michael Egtved Christensen, projektleder hos IEC.
Han griner lidt for sig selv, før han fortsætter: ”Dér tog jeg godt nok fejl! Vi startede projektet og samarbejdet op, og det var en fornøjelse! Openminds er en virkelig dygtig leverandør og er blevet en vigtig samarbejdspartner for os.”
Stærkt ønske om at arbejde mere agilt
Samarbejdet mellem IEC og Openminds tager sin begyndelse tilbage i 2016. IEC ønsker at udvikle en forsikringsguide i .net på en moderne platform og har på det tidspunkt også et stærkt ønske om at begynde at arbejde mere agilt.
”Openminds var fra starten rigtig gode til at begå sig i en samarbejdende organisation som vores og navigere i kompleksiteten med fire selvstændige selskaber, der skal samarbejde om en fælles it-dagsorden,” fortæller Michael. ”Det var en fornøjelse at arbejde sammen med folkene fra Openminds, og de løste opgaven på en meget kompetent måde”
Vi har skabt de integrationer, vi drømte om
Sideløbende med udvikling af forsikringsguiden begynder IEC at tale med Openminds om, hvordan de kan udvikle deres systemarkitektur, forklarer Michael.
”Sammen med Openminds konkretiserer og formaliserer vi vores planer om at arbejde struktureret og målrettet med at binde systemer sammen, og Openminds får en fast plads som ekstern rådgiver i vores arkitekturgruppe.”
Michael uddyber: ”Vi havde set, at Openminds kunne noget. Det er svært at finde leverandører, der er dygtige nok og har de kompetencer, der skal til. Måske er vi lidt krævende, men det skal ikke være hvem som helst, der sidder i vores arkitekturgruppe. I løbet af de sidste 2,5 år har vi skabt de integrationer, vi drømte om tilbage i 2016!”
Smider ikke bare det hele væk
IEC’s kernesystemer er nu integreret og pakket ind med fokus på forretningsprocesser. Samtidig er der, baseret på fælles kernesystemer og fælles datamodel, udviklet en række services, som selskaberne kan vælge at bruge til at lave individuelle løsninger til fx selvbetjening, procesunderstøttelse og automatisering af arbejdsgange.
”Openminds er virkelig dygtige til at forstå sammenhænge og binde systemer sammen. De forstår både teknikken, og hvad det kræver af forretningen, for at vi kan komme ned til teknikken,” siger Michael.
Han forklarer: ”Openminds er gode til at udfordre os ud fra et realistisk billede af vores kompetencemæssige modenhed – at hvis det er de her ting, vi har i skuffen, bør vi gøre det på den her måde, senere kan vi så gøre det sådan her. De smider ikke bare det hele væk. ”
Et virtuelt udviklingshus med ejerskab over kildekode
Michael er rigtig tilfreds med, hvordan Openminds hele tiden udfordrer den måde, IEC tænker og agerer på. Det har været med til at transformere IEC til et virtuelt udviklingshus, fortæller Michael.
”Siden Openminds har fået plads i vores arkitekturgruppe, har vi udviklet og implementeret vores House of IEC-koncept, så vi i dag er et virtuelt udviklingshus. Når vi inviterer nye leverandører ind på projekter, har vi veldefinerede udviklingsprocesser og arbejder med byggepipeline på det, der udvikles – og det er givet, at det er IEC, der har ejerskab over kildekoden, så det er os og ikke vores leverandører, der svinger taktstokken over udviklingen.”
Er både rådgivende og udførende
IEC samarbejder med Openminds både om den overordnede arkitektur og strategi, og så rent konkret med at implementere projekter, hvor IEC sætter holdet sammen med Openminds.
”Openminds er de eneste i verden, jeg tiltror at have den dobbeltrolle. De har en ydmyg tilgang til opgaven og deres rådgivning, de oversælger ikke, og de laver ikke noget, der ikke passer sammen. De har en meget sjælden evne til at kunne være både rådgivende og udførende,” fastslår Michael.
Kæmpe faglighed i alt, hvad de gør
Michael fortæller, at Openminds har en meget kompromisløs tilgang til det, de laver. Samarbejdet er også noget, Openminds vælger.
”Openminds har en kæmpe faglighed i alt, hvad de gør. Og her er de meget klare: Det skal være den rigtige løsning ud fra de givne forudsætninger, ellers vil de ikke give tilbud på det – de har også noget teknisk etik med i det.”
Det er god kodeks, der styrer vores samarbejde
”Hvis jeg ikke vil lave kvalitetsløsninger, er det ikke Openminds, jeg skal samarbejde med. De har et personligt engagement, hvor vi tydeligt mærker, at vi sidder sammen med nogen, der er til stede som mennesker. Det er ikke regler, der styrer vores samarbejde, men god kodeks,” siger Michael og runder af: ”Openminds er en fantastisk leverandør og en vigtig samarbejdspartner for os.”