Mød Openminds #2 – det handler om kvalitet
Morten Hauch er partner hos Openminds, som han startede sammen med Aage Nielsen, Mads Henderson og Michael Martinsen i 2011.
Morten har en baggrund fra matematik og filosofi og har taget elementer som præcision, begrebsafklaringer og abstraktioner med sig derfra til den softwareudvikling, han arbejder med hos Openminds. Præcision og forenkling er med til at højne kvaliteten af den kode, han udvikler.
It skal være med til at forbedre kundens forretning, ikke spænde ben for den
– Jeg vil gerne være kendt blandt vores kunder som én, der forstår deres forretning, og én, der er god til at lave det, der er forretningens behov. Kunderne skal have noget it, der løser deres forretningsmæssige behov, og som er en hjælp i stedet for en plage. Den it, vi leverer, skal have en kvalitet, der gør kunden i stand til at flytte og forbedre sin forretning, fordi deres it støtter i stedet for at spænde ben, siger Morten.
Helt konkret arbejder han især med softwareintegrationer – med at automatisere eller flytte ting rundt mellem systemer. En af de store kunder er KONSTANT Energi, som Morten har arbejdet med i to år.
Kundeforholdene hos Openminds er typisk langvarige samarbejder, og de fire partnere sætter en ære i at være ordentlige og samvittighedsfulde. Opstår der fejl, bliver de løst. Og i samarbejdet med kunden er det uinteressant, hvem der har lavet fejlen. Det handler ikke om at pege fingre, men om at løse problemerne bedst muligt.
Vi skal tænke kodens samlede levetid ind, når vi programmerer
– Jeg kan allerbedst lide at lave noget, jeg ikke skal se på igen. Noget der holder! Det er tegn på dårlig kvalitet, hvis man skal over den samme kode igen og igen. Koden skal kun genbesøges, hvis noget har ændret sig. Det skal ikke være fordi, kvaliteten og langtidsholdbarheden ikke var god nok fra begyndelsen, siger Morten og fortsætter:
– Alt for mange koder uden at tænke over, at koden indgår i en løsning, der potentielt skal køre mange år fremover. Kvaliteten skal være i orden, så koden er operationel og afspejler domænet rigtigt. Det er naturligvis helt fint at udvikle koden i takt med de forretningsmæssige behov – bare den er nem at tilpasse, fordi jeg lavede modellen godt nok i første omgang.
Han mener, at det er en god investering som kunde at lade leverandøren gøre sit arbejde præcist og struktureret – og tænke kundens forretning ind i arbejdet. Kun på den måde får kunden den bedste kvalitet. Softwareudvikleren skal tænke kodens samlede levetid ind, så han eller hun ikke skal bruge tid på at fikse problemerne senere. Så undgår man også, at når udvikleren fikser én fejl, opstår der tre nye…
Læs blogindlægget: ”Den mindste tid, du bruger på en kode, er den tid, det tager at skrive den”
Hos Openminds tager de kvalitet alvorligt
De fire partnere stiller høje krav til deres medarbejdere og lærer dem at arbejde på den rigtige måde – al kode skal være noget, de kan vende tilbage til. Morten siger:
– Der vil altid være fejl i koden, men har du lavet dit arbejde ordentligt, kan du nemt rette fejlen. Netop fordi koden er velstruktureret og nem at læse og forstå. Det gør også, at der ikke er så stor risiko ved rettelser. Vores kode er ikke ufejlbarlig, men vi kan rette i den – den er operationel, og du kan rette ét sted, uden resten falder fra hinanden.
Sådan er det, når tingene falder på plads, og arbejdet er gjort godt, slutter Morten:
– Det er en god fornemmelse, når jeg har gjort koden bedre struktureret, mere simpel og mere læsbar. Når jeg ved, at koden afspejler domænet rigtigt og repræsenterer virkeligheden – og derfor er mere elastisk i forhold til de ændringer, der måtte komme.