Sprint Retrospective – form frem for indhold?
Den agile bevægelse har holdt sit indtog med Scrum som de facto værktøjet til at styre softwareudviklingsprocessen. Jeg har deltaget i min del af udviklingsprojekter med Scrum som omdrejningspunkt, og jeg synes egentlig, det fungerer ganske godt. Scrum kan være både letvægt og uden alt for meget overhead, men også stærk nok til at styre et softwareprojekt.
Jeg har dog hæftet mig ved en interessant ting ved Scrum-processen. En ting, som ser ud til at være tiltagende og som er koncentreret omkring ét element i processen – Retrospective!
Det er som om ”Retrospective” har været det forsømte barn, det femte barn, som ikke har fået samme opmærksomhed som de andre børn “Backlog”, “Sprint Planning”, “Daily Scrum” og “Sprint Review”. For at opveje det forsømte kastes al kærlighed nu efter “Retrospective”. Og er der nogen bedre måde at gøre det på end med leg og underholdning?
”Retrospective” udspiller sig nu i den store manege med lege og øvelser af – næsten – enhver tænkelig art. Formålet med disse lege og øvelser har jeg dog ofte svært ved at få øje på. Det er givetvis til stor glæde for nogle, mens andre forbinder alt andet end ordet glæde med forestillingen.
Scrum-teamet forbereder sig til ”Sprint Retrospective”!
Jeg mener, lege og øvelser har taget overhånd. Jeg tror, jeg forstår formålet – at involvere og aktivere teamet og særligt personer, som måske ikke normalt siger så meget.
Ofte ser jeg dog det modsatte ske! For nogen bliver det hele for akavet, og de klapper i som østers i håb om, at forestillingen bliver overstået hurtigt. Det er rigtig ærgerligt, da deres erfaring fra sprintet dermed går helt eller delvist tabt.
Jeg kunne godt tænke mig, at der var mere fokus på indhold frem for form. Hvorfor ikke bare spørge teamet om sprintet, der lige er afsluttet?
Må jeg opfordre til, at næste sprint ”Retrospective” bliver følgende:
- Hvad gik godt i sprintet?
- Hvad gik ikke godt i sprintet?
- Hvad kan vi forbedre?
- Hvilke opgaver skal vi udføre for at forbedre sprintet?
- Tildel opgaver
- Tak for i dag…